Studiejobbet gør det muligt at være RUC’er by day – Rockstjerne by night

Artiklen er offentliggjort her.

Sarah Kebedech Ziebe har spillet på Skanderborg festivalen tre gange og på alle Vegas scener. Men selv om hun har spillet koncerter både herhjemme og i udlandet, er der ingen, der kender hendes navn eller stopper hende på gaden. Og sådan foretrækker hun det. Sarah Kebedech Ziebe er 23 år og har spillet trommer, siden hun var 10.

Fra kælder til pigeband. Da Sarah først startede til trommer, var det ikke noget, hun brugte meget tid på. Først da hun fik et elektrisk trommesæt, begyndte det at tage fart. Og hun blev først rigtig bidt af trommerne, da hun fik sit første akustiske trommesæt, som kom til at stå i forældrenes kælder, hvor hun kunne øve og larme så tosset, hun ville.

”Jeg var cirka 10, og jeg spillede næsten kun for mig selv. Jeg fik undervisning, men det første lange stykke tid følte jeg ikke rigtigt, jeg var god nok til at spille for andre,” fortæller Sarah og griner, mens hun ryster på hovedet af sig selv. Passionen for musik deler Sarah især med sin far, og de to har brugt meget tid på at lave musik sammen.

I dag er den generte 10-årige pige væk, og Sarah Kebedech Ziebe spiller hjemmevant for kæmpe publikummer på de store spillesteder. Dog må hun få jobbet som rockstjerne til at gå op med sine studier på RUC, hvor hun læser Cultural Encounters og Communication på 6. semester. Men i hendes øjne er det det hele værd: ”Jeg elsker at spille trommer, jeg trives virkelig på scenen, og så er det altså de færreste almindelige jobs, hvor man får kæmpe bifald og tilråb, når man har været på arbejde.”

At Sarah overhovedet kom ud af kælderen i første omgang, var faktisk lidt af et tilfælde.

”Det var vist nok min mors kusines datters kærestes ven, noget helt vildt langt ude, der havde hørt, at der var audition til et pigeband. De manglede en trommeslager, så jeg meldte mig. Det var næsten første gang, jeg skulle spille for andre, og jeg startede med at tage et helt forkert sted hen og kom faktisk for sent til min audition. Jeg var den sidste, så de havde overvejet at gå, men de blev – og heldigvis, for de syntes, jeg var perfekt.”

Bandet kom til at hedde Gabriellas, og det var første gang, Sarah fik lov at opleve musikbranchen indefra. De var fire kvinder i bandet, og Sarah blev medlem lige efter, hun var gået ud af gymnasiet og spillede stadig i det, da hun efter to sabbatår startede på RUC.

”Vi lavede musikvideoer, indspillede sange, spillede koncerter – det hele. Det var virkelig fedt at få lov til at være en del af. Det var også første gang, jeg fik penge for at spille trommer. Det er faktisk ret sjovt: Når man kommer ind i musikbranchen, bliver man pludselig klar over, at der er mange ting, man ikke tænker over, når man ser det udefra. Alt det arbejde og alle de overvejelser, som ligger bag produktionen. Det har ændret min egen måde at gå til koncerter på. Nu lægger jeg meget mærke til, hvad bandene har gjort, hvad de har valgt at bruge til de forskellige beats, og hvilke effekter de har valgt at benytte. Man ved for eksempel heller ikke, at det tøj, man har på i musikvideoer, ofte er lånt, for eksempel fra forskellige butikker, og så skal man virkelig passe på mærkerne. Det tænker man jo ikke over, når man ser en lækker musikvideo.”

Efter det første semester på RUC valgte Sarah dog at bryde med Gabriellas.

”Jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Jeg ville gerne afprøve mine evner på andre typer musik. Gabriellas musik var meget rocket, og jeg ville gerne se, hvad der ellers var af muligheder.”

Ikke ret længe efter valgte bandet at gå fra hinanden, og Sarah fik hurtigt et andet tilbud gennem manageren fra Gabriellas, som anbefalede hende til et andet band.

Percussion? Det kan jeg da lære!

På andet semester på RUC blev Sarah tilbudt at spille sammen med drengebandet Page Four. ”Deres lyd er meget poppet, så det stod i klar kontrast til det, jeg havde lavet med Gabriellas, og Page Four havde allerede et band på det tidspunkt. Det, de manglede, var en til at spille percussion. Jeg havde aldrig spillet percussion før, men jeg tænkte, at det ikke kunne være så forskelligt fra trommer, og om ikke andet så kunne jeg lære det. Så jeg sagde ja.”

Sarah tog på sommertourné med bandet, og det gav hende endnu et kig bag gardinet til musikbranchen.

”Pludselig var der jo skrigende fans efter os og utroligt mange unge piger, der fulgte mig på Instagram. Det var en helt anden verden at komme ind i. Men det var virkelig fedt at få lov til at være på scenen igen, og drengene er søde, så vi havde det rigtig godt i bandet.”

Percussion var dog ikke helt så let, som Sarah havde forestillet sig, så hun måtte bruge en del timer i øvelokalet på at finde ud af, hvordan hun skulle gribe det an. Hun måtte også selv investere i en del nyt udstyr.

”Når man spiller trommer, lægger man grundlaget for sangen, og man styrer rytmen. På percussion skal man tilføje alle de ekstra lyde, der er brug for, og man skal sørge for at ligge i rummet ved siden af trommerne – at komplimentere dem og sangen. Jeg kunne godt mærke, at jeg tænkte langt mere i trommebeats, men det kan også godt være, at det er positivt, for det betød også, at jeg havde styr på, hvor trommerne lå.”

Sarahs samarbejde med Page Four ophørte i efteråret 2016 efter lidt over et år.

”Jeg fik det at vide et par dage inden, vi skulle afsted på efterårstournéen. Det var samme dag, som årsfesten på RUC, og jeg var faktisk ret træt af situationen, fordi jeg havde sagt nej til andre spændende ting. Men hvis man ser på, hvor jeg er i dag, og hvor mange fede projekter det gjorde plads til, var det i sidste ende helt klart for det bedste.”

”Jeg er også flere gange blevet hyret til et job, før de overhovedet har hørt mig spille, bare fordi de har fået mig anbefalet. Det er jo både, fordi jeg efterhånden kender en del i musikbranchen, og fordi de har haft lyst til at anbefale mig.”

Selv om du ikke er den bedste, kan du godt være god

Sarah smiler stort, mens hun fortæller, at hun af og til stadig har den der følelse af, at der altid er nogen, der er bedre end hende:

”Men de sidste par år har helt sikkert givet mig noget selvsikkerhed. Jeg har indset, at ja, der vil altid være nogen, der er bedre end dig, men selv om du ikke er den bedste, kan du stadig godt være god.”

Til sommer bliver Sarah bachelor i Cultural Encounters og communication, men hun har ikke besluttet sig for, hvad der videre skal ske. Hun har dog overvejet at søge ind på musikkonservatoriet.

”Jeg elsker at spille trommer, men jeg tror, jeg elsker det på en måde, hvor jeg ikke ville have lyst til at være på kontanthjælp bare for at kunne spille. Så tror jeg i sidste ende, at trommerne for mig ville komme til at symbolisere noget dårligt. Jeg vil gerne skabe mig en karriere ud af det, men jeg vil også gerne have noget at falde tilbage på, så trommerne altid vil være noget, der er sjovt, og som jeg har lyst til. Ikke noget, der er nødvendigt. Det er det, jeg er i gang med at skabe med min uddannelse på RUC – et sikkerhedsnet.”

Indtil videre er Sarah bare glad for at have de muligheder, hun har for at gøre det, hun elsker, mens hun studerer.

”Sidste semester var jeg godt nok lidt presset. Jeg havde en eksamen, var på tour med True Nord rundt i Danmark, havde en anden koncert med Capital Fluxus, alt sammen oveni hinanden – en virkelig intensiv periode. Heldigvis var resten af min gruppe vildt overbærende. Sådan er det faktisk generelt med de grupper, jeg har været i. Jeg tror godt, de forstår, at det er mit job, og at jeg gør alt, hvad jeg kan for at planlægge mig ud af det.”

Sarah ville også gerne starte sit eget band. ”Nogle gange tænker jeg – åh, jeg vil bare have endnu mere med musik at gøre,” siger hun, mens hun slår ud med armene og griner.

”Hvis jeg selv skulle starte et band, ville jeg først og fremmest være mere med inde over musikken, og så ville jeg bruge noget tid på at finde nogle at spille sammen med, hvor det føles helt rigtigt.”

Sarahs næste koncert er den 27. januar på RUST Natklub med Capital Fluxus.

”Det er dagen efter min projekteksamen, så det bliver lidt spændende at få det til at gå op med øvning. Men to af drengene i bandet, Robin og Céleste, kender jeg her fra RUC, så mon ikke de også har eksaminer?”

Tilbud fra højre og venstre

I dag har Sarah stadig øvelokale i sine forældres kælder i Gentofte, på trods af at hun er flyttet til Nørrebro. Hun kæmper også stadig med at få det hele til at gå op med eksaminer og koncerter, forelæsninger og tours, gruppearbejde og øvning. Især fordi hun nu ikke bare arbejder sammen med et band, men hele fire bands.

”At jeg er den eneste kvinde i alle bandene, er et tilfælde” griner Sarah og understreger:
”Det er alle jobs, jeg er blevet tilbudt, så jeg har ikke selv aktivt opsøgt kun at spille med mænd. Jeg spiller sammen med David44, rapperen Kå og bandet Capital Fluxus. Derudover spiller jeg med to af musikerne fra Nephew i et nyt musisk projekt, de kalder True Nord. De fleste af de kunstnere, jeg spiller sammen med, er stadig upcoming. Men for mig handler det meget om, hvordan kemien er. Jeg synes også, det er rigtig fedt at få lov til at have en indflydelse på musikken. For eksempel har jeg sammen med Kå, som også er min gode ven, fundet ud af, at live trommer giver enormt meget til hans musik, selv om den er meget elektronisk.”

På trods af at mange af de kunstnere, Sarah spiller sammen med, er upcoming, så tjener hun stadig nok til, at hun ikke behøver noget andet job ved siden af sine studier på RUC.

”Det varierer selvfølgelig rigtig meget, hvor meget jeg bliver betalt. Som sagt handler det også meget om kemien. Jeg kan sagtens finde på at spille gratis for kunstnere, som er på vej op, men for nogle af de mere etablerede får jeg mellem 1.000 og 2.000 – og nogle gange mere for en koncert. Det lyder måske ikke af meget, for man skal også tænke på, at vi øver ekstremt meget i ugen op til. Men jeg kan faktisk sagtens få det til at løbe rundt som den eneste indtægt ved siden af min SU.”

Sarah får af og til også tilbud fra et eventfirma, hun tidligere har arbejdet sammen med.

”På et tidspunkt blev jeg tilbudt et job i Barcelona til en event for et eller andet kæmpe IT-selskab. Vi var en gruppe musikere og en gruppe dansere, der blev fløjet dertil og skulle lave en flash-mob, så først skulle vi bare lade som om, vi var tjenere. Det var en ret vild oplevelse og helt vildt fedt at få lov at komme ud at rejse på grund af mine trommer. Jeg spillede også trommer til forpremieren på ’Wonder Woman’, hvor vi var iklædt hendes kostume,” siger Sarah og smiler stolt, mens hun viser billeder af kostumet.

Som enhver anden branche

Sarahs job som trommeslager har givet hende en indsigt i musikbranchen, og hvordan den i virkeligheden fungerer.

”Det handler om at have gode kontakter og bruge dem. Oftest fører det første job til et mere. Det vigtigste er grundlæggende at blive anbefalet. Så jeg tænker også over, at når jeg møder op til en koncert, så har jeg styr på mine ting. En lille ting som hvordan jeg pakker mit grej, bliver pludselig vigtig. Jeg pakker det altid på samme måde, og det betyder, at jeg ofte har tid til at hjælpe andre med at pakke sammen. Det er sådan noget, de husker. Generelt er jeg altid smilende og imødekommende, for det betyder helt sikkert også noget, at man er god til det med mennesker. Man bruger rigtig meget tid sammen på at øve, men også på selve koncertdagene. Vi bruger ofte mange timer i tour-bussen sammen, og man kan også ende med at sidde backstage i over syv timer. Så betyder det altså bare noget, at man kan med alle.”

Musikbranchen minder med andre ord meget om alle andre brancher, hvor hårdt arbejde betaler sig, og et godt indtryk er altafgørende.

Studerende og flygtninge skal lære at leve sammen i nyt bofællesskab

Samskabelse, dyrkningsfællesskab, beboerdemokrati, medborgerskab, fællesspisning og integration. Det er nøglebegreberne for en række nye ungdomsboliger, der kommer til at være en del af dyrkningsfællesskabet Tunet, hvor 38 studerende, 20 flygtninge og fire familier skal leve sammen. Drømmen er at danne en skabelon for, hvordan man kan takle to problemer, som mange kommuner kæmper med: Boligmangel og integration.

Utopisk eller ambitiøs løsning

Visionen bag Tunet er, at man ved hjælp af nyttehaver, fællesspisninger og godt naboskab kan skabe rum til et medborgerskab, hvor integrationen kan blomstre, og flygtningene kan blive inspireret til at studere. Selvom det måske kan lyde en smule utopisk, er det et projekt, som både KAB, Roskilde Kommune og de mange andre samarbejdspartnere anser for at være en ambitiøs, men også realistisk løsning.

»Vi er meget opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis er et let projekt, vi har gang i, og vi har gjort os mange tanker om, hvordan vi får det til at fungere i praksis. For eksempel synes jeg, at vi er meget fokuserede på, at projektet skal forankres. Lige nu er der rigtig mange, der skaber sådanne projekter; de bruger en masse midler og en masse mandskab til at facilitere nyttehaverne. Men når projektet så slutter, er der ikke rigtig opstået et ejerskab, og så falder det hele til jorden. Det er vi meget fokuserede på at undgå,« siger Bjørn Hallager Askholm.

En af de måder, de vil få projektet til at slå rod på, er ved at uddanne såkaldte grønne ambassadører. »De grønne ambassadører skal have et større ansvar og vil blandt andet flytte ind en måned før de andre beboere for at forberede modtagelsen. De bliver altså ambassadører for projektet og skal være med til at sikre, at alle tager deres tørn.«

Det fælles ansvar skal også være en vigtig del af projektet. I modsætning til andre almene boliger, er der i Tunet egen drift. Det vil sige, at der ikke er en ansat til at tage sig af de mere praktiske gøremål som for eksempel at slå græs og klippe hæk, som der er i andre boligforeninger. I Tunet er det beboerne selv, der står for det hele.

Derudover håber organisationerne, at de kan skabe et større ejerskab over for bebyggelsen. »Vi går meget op i, at beboerne skal være med til at definere, hvad der skal være på området. Om de gerne vil have en pizzaovn, et cykelværksted, eller om de selv skal lave pallemøbler til fællesarealet. Det tror vi på kan skabe en fornemmelse af ejerskab for området,« siger Bjørn Hallager Askholm, men påpeger samtidig, at der er en del ting, hvor man ikke på forhånd kan forudse, om det vil fungere i praksis. Ambitionen er, at projektet kan løfte sig selv. Det betyder blandt andet, at der som udgangspunkt ikke er tilknyttet en boligsocial medarbejder (som der ofte er i den type projekter).

Roskilde Kommune skal udpege hvilke flygtninge, der skal bo i lejlighederne og RIU (Regional Indstillingsudvalget i Roskilde) skal udvælge de studerende. Så både kommunen og RIU er med i processen; men kun lige indtil beboerne træder ind over dørtærsklen til deres nye hjem, derefter er de på egen hånd.

»Det er vi godt klar over, at vi skal være opmærksomme på. Og hvis ikke det fungerer i praksis, så vil vi prioritere at tilknytte en boligsocial medarbejder,« siger Bjørn Hallager Askholm.

Forholdet mellem flygtninge og studerende

Umiddelbart kan det lyde tungt for de studerende at skulle være med til at løfte ansvaret for, at en gruppe på 20 flygtninge skal blive integreret i det danske samfund. Især når man tager med i overvejelserne, at flygtningene både kan bære rundt på dybe traumer og derudover pludselig står i en kultur, som førhen har været dem ukendt.

»For det første tror jeg, at det gør en forskel, at alle beboerne flytter ind i et nyt fællesskab, så alle er lige fremmede for hinanden. Derfor lægger jeg stor vægt på at stille lige høje krav til flygtningene såvel som de studerende. For mig er det vigtigt, at de har lige stor andel i at løfte det gode naboskab og dermed også medborgerskabet. Vi har dog også overvejet det i fordelingen af studerende og flygtninge. Det er et meget bevidst valg, at vi her har 20 flygtninge og 38 studerende, fordi vi netop prøver ikke at lægge ansvaret på den enkelte.«

Vil du gerne bo i Tunet?

Her kan du skrive dig op til en bolig i Tunet.

Størrelse og pris:

1-værelses lejlighederne bliver mellem 31-33 kvadratmeter og vil koste mellem 2.800 og 3.000 kroner.

2-værelses lejlighederne bliver mellem 43-49 kvadratmeter og vil koste mellem 3.800 og 4.100 kroner.

Visionerne for projektet er altså ikke små, men er det i virkeligheden realistisk at tænke, at det eneste, der skal til for at skabe integration, medborgerskab og en bedre situation for flygtningene, er fælles dyrkede agurker og kartofler?

Bjørn Hallager Askholm, er godt klar over, at det ikke nødvendigvis er det resultat, man kan forvente af projektet: »I en utopisk verden kunne man sige, at det her projekt kunne løfte en hvilken som helst flygtning lige meget hvor traumatiseret, han eller hun er. Men det kan jo godt være, at vi efter to år finder ud af, at det her projekt kun kan lykkes, hvis du håndplukker flygtninge og studerende – og så er det jo den virkelighed, som vi skal forholdes os til.«

Han pointerer også, at de i KAB er opmærksomme på, at en faktor som sprogbarrierer kan ende med at resultere i flere og større konflikter end først antaget. »Så må vi revidere det, og måske sørge for, at der en gang om ugen sidder en tolk i drivhuset, så man kan løse eventuelle konflikter.«

Beboerdemokrati og medbestemmelse

Tunet står klar til indflytning i efteråret 2018 og ligger kun ti minutters gang fra RUC.

Omdrejningspunkterne for fællesskabet i Tunet skal være en fælles gårdhave, et fælles drivhus og en række nyttehaver.

»Nyttehaverne kan enten være meget traditionelt fordelt, hvor hver lejlighed får sit eget lille lod, og så passer man sin egen have og mødes bare over det lille lave hegn haverne imellem. Men det kan også være, at beboerne bliver enige om, at de hellere vil have lange rækker af kartofler til deres fællesspisning. Hvad der præcis skal ske med nyttehaverne er på den måde ikke mere defineret, end at der er afsat et område til det, og at man bruger penge på at modne jorden, så den kan dyrkes. Resten må man afgøre i beboerdemokratiet,« siger Bjørn Hallager Askholm, som er projektleder på boligprojektet.

Netop beboerdemokratiet er en af de karakteristiske ting ved den almene boligsektor, og det kommer også til at være en af hjørnestenene i Tunet.

»Der er ingen tvivl om, at et beboerdemokrati kan være en hæmsko, men det har også potentialet til at være en kæmpe styrke. Det er jo netop i det forum, man kan debattere de eventuelle problemer, der er i fællesskabet. Om det så er fordi Kasper ikke slår græsset, som han skal, eller fordi Eva ikke respekterer sine naboer, eller om det er endnu større og mere grundlæggende problemer, så er det her, de skal diskuteres. Vi er også godt klar over, at mange af beboerne formentlig skal introduceres til beboerdemokratiet for første gang, både de studerende og flygtningene, så det arrangerer vi også.«

En læringsproces

I KAB’s projektbeskrivelse lægger de stor vægt på fællesskabsfølelsen, og den håber de ikke bare at skabe gennem dyrkningsfællesskabet, men også gennem ti fællesspisninger om året.

»Al erfaring omkring fællesskab peger på, at det her dyrkningsfællesskab er en succes, samt at det samler folk på tværs, og det tror jeg faktisk, at det har været helt tilbage fra ’68. Men en anden læring, som bliver tydelig, når man snakker med boligfællesskaber er, at fællesspisningen er utroligt vigtigt. Så det lægger vi også stor vægt på,« siger Bjørn Hallager Askholm, mens han tilføjer: »Et af vores succeskriterier er faktisk, at mindst halvdelen af beboerne vil deltage i de her ti fællesspisninger, vi har lagt op til om året. Men det er vi selvfølgelig også villige til at revurdere – og vi tager også sommerferie og eksamenstidspunkter i betragtning.«

Projektet er kendetegnet ved, at det er både unikt og uprøvet, og at man både i KAB, Roskilde Kommune og hos de andre samarbejdspartnere er villige til at lære af eventuelle udfordringer og uforudsete problemer. At man gerne vil revidere og omstrukturere, samt at man anser det for at være en læringsproces, hvor alle parter bærer et ansvar for at få det til at fungere. Det er også vigtigt for Bjørn Hallager Askholm at gøre det klart, at man som studerende skal være villig til at tage ansvaret på sig og gå ind i projektet med åbne øjne:

»Det skal ikke bare være fordi, man tænker, at det er en billig studiebolig tæt på ens studie. Man skal være villig til at indgå i fællesskabet, tage ansvar og se det som et aktivt tilvalg at bo med flygtninge. Og så må man gerne have studeret et år eller to, så man ikke kommer direkte fra 3.g. Vi vil altså gerne have fat i nogle studerende, som tænker, at det kunne være helt fantastisk at bo på denne her måde, og som måske endda synes, at det lyder attraktivt at bo i et antropologisk studie,« siger Bjørn Hallager Askholm.

Som udgangspunkt vil de flygtninge, der flytter ind, være unge og enlige. Helst ser KAB, at det er nogle, som eventuelt kunne blive inspireret til også selv at læse videre. Bjørn Hallager Askholm gør det dog klart, at der som sådan ikke er sat faste rammer for, hvem der skal flytte ind: »Hvis der pludselig er en ældre syrisk mand, som har haft sin egen gård, og som vi bare kan se vil bidrage rigtig meget til fællesskabet, så vil vi ikke udelukke ham bare på grund af hans alder. Men det er også vigtigt at anerkende, at der er en større gruppe af enlige, unge, mandlige flygtninge, så det vil selvfølgelig også have en indflydelse.«

Bjørn Hallager Askholm er dog håbefuld og pointerer blandt andet, hvordan det også kan gøre en forskel, at der vil være en del udskiftning af de studerende, mens flygtningene har lejlighederne på ubestemt tid. »Det vil sige, at det bliver flygtningene, der er den faste kerne i fællesskabet og har en erfaring, de bærer med sig. Det bliver ret interessant at se, hvad det vil betyde.«

Hvis du er blevet interesseret i at høre mere om projektet, eller måske at flytte ind, vil der være et infomøde den 9. maj fra 15-17 på RUC i det store auditorium i bygning 00

Den hvide mands pensum

Artiklen er offentliggjort her.

Hvide mænd har gennem de sidste mange århundreder tænkt store tanker. Tanker om alt lige fra filosofi over lægevidenskab til psykologi – og alt det, der findes imellem.

Det kan enhver studerende skrive under på, og det kræver kun et enkelt kig på pensum at få det bekræftet. Men hvad så med alle de andre? Hvad med kvinderne og alle dem, hvis hud ikke kan kategoriseres som hvid? Har de slet ikke tænkt, skrevet, filosoferet og spurgt? Julia Suárez-Krabbe er forsker på RUC og har gennem det sidste halve år været med til at sætte fokus på, hvordan universiteternes pensum i Danmark er domineret af den hvide mand.

En aha-oplevelse

Julia Suárez-Krabbe sidder på sit kontor på RUC med en kop te i hånden. Hun er lektor i kultur- og sprogmødestudier og underviser blandt andet i videnskabsteori. Julia Suárez-Krabbe har gennem det sidste halve år været massivt til stede i de danske medier, hvor hun har diskuteret ”den hvide mands pensum” og de konsekvenser, som et fuldstændig hvidt pensum har for de studerende – og samfundet. Hun forklarer, at på trods af, at det er et problem, som er vanvittigt tydeligt, når først man har opdaget det, så er det overraskende svært at få øje på i første omgang.

»Det er ret sjovt at opleve, når de studerende opdager, at deres pensum er så domineret af den hvide mand. Det er egentligt meget tydeligt at se, men det er så utroligt normaliseret og accepteret, at vi alle sammen er blevet helt blinde over for det. Så det bliver faktisk en kæmpe aha-oplevelse for de studerende, når de endelig opdager det. For at noget kan blive så normaliseret og accepteret. må man erkende, at det er nødt til at have en meget, meget lang historie,« siger Julia Suarez-Krabbe og smiler, mens hun lægger ekstra tryk på de sidste ord og fortsætter:

»Et andet problem ligger i, at underviserne – både i folkeskolerne, på gymnasierne og universiteterne – selv er blevet undervist i den hvide mands pensum. Det er, hvad de kender, og det de er gode til. Det betyder, at det pludselig bliver meget besværligt at ændre på.«

Julia Suárez-Krabbe himler med øjnene og forklarer videre, hvordan den hvide mands pensum blandt andet strækker sig tilbage til kolonialismen. »Det var jo hele samfundet, der accepterede, normaliserede og tog del i slaveriet og koloniseringen. Det var noget, man tog for givet. Samtidig var det et utroligt filosofisk spørgsmål og rigtig meget af den filosofi, vi bruger omkring rettigheder og menneskerettigheder i dag, blev faktisk skabt omkring koloniseringen og slaveriet. Dengang handlede det meget om at spørge, hvem der havde ret til hvad, hvem der var menneskelige nok, og hvem der overhovedet skulle have rettigheder. Det er et spørgsmål som stadig giver genklang i dag.«

Julia har beskæftiget sig meget med menneskerettigheder og pointerer, at selv om det ikke er nær så tydeligt i dag, er der stadig en aktiv diskussion i samfundet om, hvem der har ret til at have rettigheder og meget af diskussionen bygger på den hvide mands fortolkninger fra dengang.

Den hvide mand og den dybe tallerken

Den hvide mands pensum bygger på flere myter, som vi i samfundet gennem lang tid har gjort mere og mere accepteret.

»Vi er nødt til at holde op med at tro på myten om den hvide mand som en stor tænker, der helt af sig selv og alene opfinder den dybe tallerken,« siger Julia Suárez-Krabbe, mens hun slår ud med hænderne og fortsætter: »Sådan fungerer viden jo ikke. Viden opstår altid i samspil og diskussion med andre ­– altid. Det er for eksempel også derfor, man som studerende skal bruge referencer. Jeg har altid studerende, der helt opgivende spørger mig, hvorfor de skal lave så mange referencer. Så må jeg forklare dem, at de – når de skriver deres opgaver – kommer til at indgå i en vidensdannelse, og derfor er det vigtigt at fortælle, hvem der har hjulpet dem til at tænke de tanker, de har nu. Det samme burde være et krav for de store tænkere.« siger Julia Suárez-Krabbe med et skævt smil.

Hun nævner blandt andet den tyske filosof Georg W. F. Hegel som eksempel på en af de hvide mænd, som burde have lavet tydelige referencer. Han er nemlig en man altid går tilbage til, og som vi opfatter som en stor tænker.

»Men Hegel forlod faktisk aldrig Tyskland, og der er en kvindelig forsker, jeg tror, hun er hvid, der har skrevet et speciale, hvor hun har været i arkiver og virkelig gravet i Hegels historie. Hun har fundet ud af, at Hegel i virkeligheden var dybt inspireret af og brugte meget tid på at læse haitianske tænkere, der var tidligere slaver. De havde tænkt en masse over, hvad det vil sige at have frihed, hvad forholdet mellem slave og herre i virkeligheden var, og hvad det betød. Det har helt tydeligt påvirket nogle af Hegels teorier. Men det hører man jo aldrig om. Man skaber bare idéen om, at den hvide mand ved alt, og at han har fundet ud af det helt af sig selv.«

Måske er det i virkeligheden bare kun den hvide mand, der har tænkt store tanker? Svaret fra Julia Suárez-Krabbe er klart: Nej, den hvide mand er langt fra den eneste, der har tænkt store tanker. Men hun anerkender dog, at det kan være let at blive snydt til at tro, at det er sådan, det forholder sig.

Derfor er et af de argumenter, Julia Suárez-Krabbe oftest møder da også, at den hvide mands pensum formentligt er opstået, fordi det kun er hvide mænd, der har tænkt store tanker. Mange tror, at fordi alle andre end den hvide mand har været travlt optaget med at være koloniserede eller passe børn eller noget helt tredje, så har de ikke haft tid til at tænke store tanker. Men det er ikke helt sådan, det forholder sig. Faktisk tværtimod.

»Der har været masser af mennesker, der var både koloniserede, slaver og fanget i hjemmet, som har tænkt store tanker. Det i sig selv er jo ret imponerende. Men det snakker vi ikke om.«

For Julia Suárez-Krabbe er det netop kernen i problemet.

»Ved at sende det her tydelige budskab om, at det kun er hvide mænd, der kan tænke store tanker, så fortæller man jo indirekte alle andre, at de ikke er kvalificerede til at tænke store tanker. Og så holder man dem faktisk fra at gøre det. Det vil altså sige, at når man reproducerer myten om den hvide mand som naturlig stor tænker, udelukker man samtidig en masse andre fra at tænke. På den måde får man også lukket af for at andre og anderledes tanker skal vinde frem. På den måde lukker man også af for mangfoldigheden, som jo netop er det, man vinder på, og det der i sidste ende skaber stor tænkning – forskellige perspektiver.«

Det rigtige problem

I virkeligheden er den hvide mands pensum dog bare et udtryk for et endnu større, endnu dybere og endnu sværere problem.

»Med denne her slags problemer, må man begynde med at kradse i overfladen af problemet lige så stille. Det er en langsom proces, og det kan være rigtig svært at finde ud af, hvor man skal starte. Men når først man er kommet i gang og har fået kradset i de første lag, kan man komme dybere og dybere ned i problemet,« siger Julia Suárez-Krabbe og forklarer, at da hun startede på RUC for 10 år siden, var det første lag, der skulle kradses af, myten om, at der slet ikke eksisterede racisme i Danmark. ”Det behøver man heldigvis ikke diskutere i dag. Det er et faktum, alle er klar over!« griner Julia højt.

»Det første skridt til at erkende, at den hvide mands pensum er et problem, er, at erkende, at det er udtryk for en meget subtil og accepteret racisme. Og det har vi ikke let ved. For det er ikke rart at indse, at racisme er så stor en del af vores samfund.«

Julia forklarer videre, at det især ikke er rart at indse, fordi man i samme omgang også må indse, hvor meget man i samfundet vinder på at reproducere den skjulte racisme. Men at hvis vi begyndte at indse det, ville det have en revolutionerende effekt på vores samfund.

»Det ville for eksempel være revolutionerende for vores økonomi, fordi vi i samme omgang ville være nødt til at indse, at rigtig meget af vores økonomiske fordel stadig afhænger af, at vi bliver ved med at reproducere kolonialistiske forhold.«

På den måde er Julia godt klar over, at det faktisk kan være rigtig svært at sælge idéen om, at vi er nødt til at lave grundlæggende ændringer i vores samfund, fordi der vil være en stor del af ændringerne, der vil have en negativ effekt på vores egne privilegier.

»Det ville jo for eksempel også rykke ved, hvem der helt naturligt sidder på et kontor som mit. Det er jo ikke særligt rart ikke længere at være selvskrevet til sådan en position,« siger Julia og slår armene ud mod sit lyse kontor.

Gå efter det umulige

Tilbage i september 2017 offentliggjorde Politiken en artikel med Julia Suárez-Krabbe, der netop italesatte den hvide mands pensum, og det var den, der startede hele diskussionen i medierne, som Julia Suárez-Krabbe har taget aktiv del i. ”Pludselig kunne denne her diskussion sælges til Politiken. Det havde jeg ikke troet var muligt så hurtigt,« siger Julia og ryster svagt på hovedet.

»Men det er i virkeligheden det, jeg altid siger til mine studerende: Gå efter det umulige. Tro på, at det umulige kan lade sig gøre. Der var heller ikke nogen, der troede på, at slaveriet kunne blive afskaffet, før det skete.«

Det er dog stadig svært at pege på, hvilke konkrete konsekvenser man kan håbe på, hvis det umulige nu skulle ske.

»Jeg er klog nok til ikke at turde gætte på, hvad konsekvenserne, som vil komme om 100 år, når vi har fået gjort noget ved det her problem, vil indebære. Men jeg tror på, at de er på vej. Det er også det, som al den racisme, vi ser så offentligt i øjeblikket, er udtryk for. Når folk som Trump og Støjberg kan stille sig op og sige racistiske ting offentligt, så er det et tegn på, at der sker ting i samfundet, som fremprovokerer de her holdninger. At der er faktorer, som skubber til dem, og som presser dem op i en krog, hvor de føler, de er nødt til at gå ud i ekstremerne,« slutter Julia med et lille håb om, at hendes tydeliggørelse af den hvide mands pensum måske kan være med til at skubbe til udviklingen, så der kommer en større mangfoldighed i de informationer, vi bygger vores beslutninger og dermed vores fremtid på.

Instagrammer fra RUC “Jeg tjener penge på billeder af min morgenkaffe”

Artiklen kan læses her.

Caroline Hoeck er en helt almindelig, smilende og diskussionslysten RUC’er. Hun bor sammen med sin kæreste på Frederiksberg, er grundlæggende ret genert og har mere end én gang måttet tage en døgner til en 48-timers eksamen. Men Caroline er også Instagram-influencer, og til dagligt er der 32,5 tusinde mennesker, der følger med i Carolines liv på det sociale medie, hvor hun deler billeder af sit helt almindelige RUC-liv.

På Carolines Instagram er billederne lyse og rolige. Det er hverdagshots. Af kaffe, solnedgange, blomster og udsigten fra hendes vindue. Fokus er på æstetikken, og så er der 32,5 tusinde mennesker, der følger med, hvilket er nok til, at Caroline kan tjene penge på at dele billeder på sin profil. ”Man kan faktisk godt sammenligne mig lidt med en der sugardater (en der får betaling for at gå på dates). Jeg får alle de her goder: lækre middage og lækre produkter, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg bare var på SU. Alt sammen for en enkel ydelse – at lægge billeder op på min Instagram,” fortæller Caroline og griner forsigtigt.

»Jeg tror faktisk, at jeg – uden at overdrive – bruger i gennemsnit tre timer om dagen på Instagram. Et kvarter her og der, det løber hurtigt op. Det tager måske lidt overhånd, men jeg synes, det giver mig så meget godt at kigge på alle de her smukke billeder. Det er en fantastisk inspirationskilde. Og så har jeg også mødt utroligt mange fantastiske mennesker gennem Instagram. Jeg har for eksempel oplevet et par gange, at nogen, jeg kun kender gennem Instagram og altså aldrig har mødt i virkeligheden, har skrevet og spurgt, om vi skulle drikke en kop kaffe, fordi de var i København,« fortæller Caroline, mens hun samtidig tager et væld af billeder af de to kopper kaffe, der står på bordet foran hende.

På mange måder er Caroline en helt almindelig RUC’er, der lever et liv med alt for pressede intensivperioder, kolde mandage, gåture fra Trekroner station og SU-mad. Den eneste forskel på hende og alle andre RUC’ere er bare, at det netop er alle de almindelig hverdagsting, som Caroline tjener penge på at dele billeder af.

»Jeg læser virksomhedsstudier og kommunikation på kandidaten på RUC. Jeg blev faktisk færdig med min bachelor i kultur- og sprogmødestudier og virksomhedsstudier i 2016 og startede så på kandidaten. Men jeg manglede simpelthen motivationen og lysten til at læse videre, så jeg droppede ud og tog et års pause. Jeg er lige begyndt på kandidaten igen, og det er vildt, hvor stor forskel der er på min motivation,« fortæller Caroline, mens hun lægger sin telefon på bordet. Hun har sat sig ned og tager endelig en slurk af sin kaffe.

Jeg troede, min profil var blevet hacket

Dengang det hele startede i 2014 var Caroline også RUC-studerende:

»Jeg var den sidste i vennegruppen, der oprettede en Instagram-profil. I starten vidste jeg ikke engang, hvordan man brugte hashtags,« fortæller Caroline.

Men efter en ferie ventede der noget af en overraskelse.

»Jeg var overbevist om, at min Instagram var blevet hacket. Det ene øjeblik havde jeg 100 følgere, det næste flere 1000. Men så så jeg en besked fra Instagram om, at de rigtig godt kunne lide det, jeg lavede, og at de havde anbefalet folk at følge min profil. Så gav det hele lidt mere mening.«

Derfra gik det hurtigt, og i dag er Caroline helt oppe på 32.500 følgere. Hun deler billeder dagligt, og cirka en gang om ugen laver hun en eller anden form for samarbejde, hvor hun enten lægger et billede op eller laver en story med produkter eller andet godt, som hun har fået tilbudt.

»Jeg tjener også penge på, når folk bruger mine billeder i kampagner, eller når jeg får tilsendt ting, jeg skal prøve. For eksempel har jeg afprøvet Aarstidernes måltidskasse, det blev jeg betalt for, og det var virkelig en fed mulighed at få.«

Som regel sender firmaerne en mail, når de gerne vil samarbejde med hende, og så beslutter hun sig for, om det er noget, hun er interesseret i eller ej.

Et af de første firmaer Caroline samarbejde med var Karen Volf, hvor hun fik tilsendt en masse småkager. Lige nu har hun et samarbejde med Espresso House og er langsomt ved at arbejde sig gennem deres udvalg af kaffe og kager.

»Instagram har generelt givet mig nogle fede oplevelser og muligheder i hverdagen, som jeg slet ikke ville have haft ellers. Jeg kommer i hvert fald meget mere ud at spise,« siger Caroline.

»Instagram har også skubbet til mig og fået mig til at overskride en masse grænser. For eksempel er det stadig grænseoverskridende at skulle tage til events og være udadvendt og tale med andre, der laver det samme som mig. Der skal jeg stadig virkelig skubbe mig selv, og det var rent faktisk noget, jeg sagde nej tak til i meget lang tid.«

De events Caroline tager til, er ofte arrangeret af brands eller restauranter, som gerne vil have noget reklame på Instagram. Hun blev for eksempel inviteret en tur forbi sin lokale Madklubben, da de begyndte at servere både morgenmad og frokost.

Et glansbillede eller en samling af det gode

Af og til kan det som udenforstående godt være svært at forstå, hvordan et billede af en kop kaffe kan få over 200 likes.

»Jeg kan også blive ret forbløffet over, hvilke billeder der får meget opmærksomhed. Men som jeg ser det, skal man ikke forstå billedet som noget enkeltstående. Det skal forstås som en del af noget større, en del af et univers, som følgerne er en del af, og som de får noget positivt ud af at være i,« siger Caroline.

I Carolines univers er det roen, flotte billeder og de gode øjeblikke hovedtemaet.

»Der var engang en pige, der sagde, at min profil var et glansbillede. Der tænkte jeg: hvad?! Det havde jeg slet ikke selv set. Mit udgangspunkt er at have gode øjeblikke, dele gode øjeblikke. Jeg synes, der er så meget dårligt i verden, som jeg hverken har behov for at se mere af eller samle på. Jeg vil hellere samle på de gode øjeblikke og de gode hverdagsting, og derfor tænker jeg mere, at min profil er en samling af det gode, uden at det skal prøve at være et glansbillede.«

Caroline er derfor heller ikke bleg for at være ærlig på sin Instagram, både når dagene ikke helt er, som hun havde ønsket, når hun er præmenstruel, eller når produkterne ikke helt lever op til hendes standard. Hun håber også, at hun gennem sin Instagram kan få lov at påvirke sin følgere, og hun opfordrer dem for eksempel aktivt til at stemme og vil gerne stå ved, hvad hun selv stemmer.

»Jeg stemmer SF, det gør jeg altid. Jeg kan også godt finde på at være meget tydelig omkring, hvad jeg aldrig i mit liv ville stemme på.«

Den hårfine grænse mellem det private og offentlige

På trods af at Caroline tjener penge på at dele billeder af sin hverdag, er der samtidig en hårfin balance mellem, hvad hun deler og ikke deler.

»Min kæreste og jeg har lige sat vores lejlighed til salg, og et par af dem, der følger mig, kommenterede, at de glædede sig til at se salgsopslaget. Det syntes jeg faktisk var helt vildt grænseoverskridende. De mente det jo bare sødt og som en kompliment. Men det er jo mit hjem, mit eget private hjem. Det har jeg det meget mærkeligt med, at folk skal se. Det har jeg også snakket en del med min mor om, og vi er blevet enige om, at hvis ikke der kommer nogen til det første åbent hus, så deler jeg det. Det er jo en chance for at få det ud til et stort publikum. Min mor pointerede også, at selv hvis der bare kommer én som faktisk er interesseret i lejligheden, og fire der kommer for at snage, så behøver den ene jo ikke vide, at de fire andre ikke også er interesserede,« siger Caroline med et stort smil. Det er altså vigtigt for Caroline at holde den klare balance mellem at dele ud af sin hverdag og dele ud af sit privat liv.

Billederne tager Caroline udelukkende på sin telefon

Det tager mig som regel kun to minutter at stille op til billederne og tage et, jeg er tilfreds med. Så tager det måske tre minutter at redigere og cirka fem minutter at lægge op. Det er jo faktisk ikke ret meget tid. Alt i alt tror jeg cirka, at jeg bruger en halv time om dagen på aktivt at arbejde på min Instagram, resten af tiden jeg er på Instagram er bare for underholdningens skyld,« forklarer Caroline. Netop derfor kan det være svært for hende at fastsætte en pris:

»Jeg tror egentlig, at noget af det, jeg finder sværest, er at stille krav. Det der med at sætte en pris på sit eget arbejde kæmper jeg stadig med. Der må min kæreste ret ofte skubbe mig lidt.«

Det hele menneske

Caroline arbejder som sådan ikke på at få flere følgere. Det er bare vigtigt for hende, at dem, hun har, er ægte mennesker, som hun kan have et forhold til. Hun får på mange måder det at være professionel Instagrammer til at fremstå temmelig let, men forklarer samtidig, at hun har brugt meget tid på at tænke over, hvad hun gør, og hvordan hun kan sørge for, at hun ikke taber sig selv i det.

»Der var engang, hvor jeg overvejede at lukke den helt ned, fordi jeg følte, at presset blev for stort. Da jeg i starten fik så mange følgere, var der lige et par måneder, hvor jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle lægge op. Men så indså jeg, at det var begrænsninger, jeg selv skabte, og det fik mig til at gå tilbage til bare at lægge det ud, jeg havde lyst til,« fortæller Caroline og trækker på skuldrene.

»Nu har jeg bare bestemt mig for at dem, der vil følge med, må følge med, og dem, der ikke gider, de må lade være.«

Caroline pointerer også, at man skal huske sin fornuft, når man bruger Instagram. »Jeg tror også, jeg forventer, at folk godt selv kan regne ud, at verden ikke altid er skønne dage og lyse øjeblikke, men at der også er et helt menneske bag profilen, som har dårlige dage og et helt almindeligt liv,« siger Caroline, før hun forsvinder ud af døren på vej til en lørdag i projektarbejdets tegn.